Camino 2018

En helt privat hjemmeside

Uinteressant for de fleste, men sjov at lave

Dag 0 - København-Paris-Biarritz-Saint Jean Pied de Port.

Så er vi igang. Næsten et helt år er gået siden vi traf beslutningen om at gøre det igen...I morges kunne vi næsten ikke fatte at det var NU. Vi blev kørt til Kastrup Airport af Vivi (Helle’s søster) og fløj med Air France til Paris og efter et par timer videre med Air France til den lille franske kystby Biarritz.


Vi var blevet en lille 1/2 time forsinket, så klokken var efterhånden blevet omkring 18. Vi havde bestilt en taxi hjemmefra, som var klar til at køre os de sidste 60 km til denne lille gamle legendariske by Saint-Jean-Pied-de-Port (Porten til Sct. Jacobs Vejen). Rigtig mange pilgrimme starter her og fortsætter så over Pyrenæerne for at komme ind i Spanien.
Vel fremme i dejligt vejr ved 19:30 tiden skyndte vi os hen til pilgrimskontoret for at få første stempel i vores pilgrimspas.


Byen vrimler med forventningsfulde glade mennesker fra hele verden, udstyret med rygsække og vandretøj. Herlig stemning. Midt i mylderet får vi øje på unge danske Jannick, som vi har fulgt på FB. Han er gået hele vejen fra Viborg Domkirke og var nu ankommet her i går. Han har vandret alene i snart 4 mdr og har til dato gået 3.004 km. Nu mangler han bare de sidste små 1.000 km. Respekt 😊 Vi fik en lille sludder og kunne bare ønske ham fortsat god vandring. Han ville starte kl. 4:30 i morgen tidlig mhp at se solopgangen fra toppen af Pyrenæerne.
Vi satser på at være afsted 7:30, og så er han over alle bjerge 😊


Vi overnatter på et yndigt lille herberg, hvor vi har det eneste dobbeltværelse, der vistnok er. Og med super udsigt til bjergene.